Piet Hein Eek-princippet

Mange kender efterhånden Piet Hein Eek og hans megafede barstole, stole, borde og bænke lavet af genbrugstræ. De malede, delvist afskallede brædder optræder i mange spændende og hypede indretningssammenhænge, og alle os med en forkærlighed for patinerede overflader og synlige brugsspor elsker det faktum, at et Piet Hein Eek-møbel netop ikke bare er et møbel, men også en fortælling om en alternativ måde at prioritere og indrette sit liv.

Nogle vil nok kalde det en langhåret, hippieagtig og dybt romantisk tilgang til økonomi og arbejde; nogle vil argumentere for, at samfundet vil gå i stå, hvis vi hver især skal bruge al den her produktive tid på at reparere, forfine og vedligeholde, i stedet for at strømline og hyperskalere.

Det ér svært ikke at blive inspireret, når man hører den hollandske designer tale om sit arbejde og tankerne bag det.

Hvor mange gange har du ikke oplevet at måtte skrotte et nyere apparat, som let kunne være blevet repareret, alene fordi reparationstimer er så uforholdsmæssigt dyre? Hvor mange gange har du ikke kørt brugbare og virkelig værdifulde byggematerialer på genbrugspladsen i stedet for faktisk at genbruge dem, fordi det, hvis du indregner timelønnen bare er en væsentlig billigere løsning at hente nogle nye i byggemarkedet?

Uanset hvor meget vi praktiserer brug-og-smid-væk, kan ingen af os være i tvivl om, at princippet er så langt fra at være bæredygtigt, som vi kan komme.

Ikke nok med at det sidste århundredes rovdrift på værdifulde naturressourcer underminerer vores fælles eksistensgrundlag. Måden hvorpå vi konstant er på jagt efter det næste og nyeste forbrugskick er i sig selv med til at skabe usikkerhed og stress og fjerne fokus fra det væsentlige: at være til stede i nuet.

Lad os derfor et øjeblik lege med tanken . . . . . og forestille os hvad der ville ske hvis verden rent faktisk var indrettet som Piet Hein Eek skitserer. For hvordan ville tingene se ud hvis materialer kostede en formue, og arbejdsløn næsten ingenting; det modsatte af vores sædvanlige praksis, hvor lønomkostninger udgør størstedelen af en given produktion, og råvarer og materialer kan sources for næsten ingen penge?

Jo mere jeg tænker over det, og jo mere jeg selv har arbejdet og eksperimenteret med princippet i praksis, des mere tror jeg på den grundlæggende fornuft i den måde at tænke på.

I det øjeblik vi behandler råvarer og naturressourcer som uendeligt værdifulde, bliver vores eget arbejde samtidig en slags investering: det som giver materialerne liv. Pludselig bliver vores timer ikke bare gjort op i penge, men direkte, med en umådelig tilfredsstillelse og følelse af mening.

Nogle vil nok kalde det en langhåret, hippieagtig og dybt romantisk tilgang til økonomi og arbejde; nogle vil argumentere for, at samfundet vil gå i stå, hvis vi hver især skal bruge al den her produktive tid på at reparere, forfine og vedligeholde, i stedet for at strømline og hyperskalere.

Og ja, vores tid på Jorden ér ekstremt kostbar og begrænset, men er det ikke netop derfor vi skylder at investere den fornuftigt? Tænke cyklisk, fremfor lineært, ekstraherende?