Er du også én af dem—os, burde jeg nok skrive—der seriøst overvejer at lukke din Facebook-konto, og for allerede længe siden er holdt op med se nyheder, TVA og hvad-har-vi?
Verden opfører sig tilsyneladende skingrende, hamrende sindssygt de her dage, og det ér faktisk næsten ikke til at holde ud, når gule nyhedsbjælker, markedsføring(sindhold), og alverdens andre mere eller mindre begavede forsøg på at tiltrække bare 10 sekunders uafbrudt opmærksomhed flyder sammen til én uigennemtrængelig masse af massiv, hvid støj.
(...) ligesom jeg aldrig fik succes med at være festryger (og holde mig fra mine elskede Blå King's fra mandag til torsdag), har selvpålagt, periodisk Insta-faste aldrig rigtig været en formel, jeg har formået at få succes med.
I dag dukkede det, der angiveligt er den sidste Instagram-post fra keramikeren Barbro Åberg op i mit feed. Udover et lille stik i hjertet, fordi det altid er forbundet med vemod når nogen, der har noget at bringe til fadet siger farvel, var min instinktive tanke at jeg selv burde gøre det samme . . . . Lade være med at poste mere på Metas platforme, hvor jeg selvfølgelig ved at erlægge min tid og min opmærksomhed, også bærer et medansvar for at tingene kontinuerligt løber af sporet.
Undskyldningen for at jeg ikke forlængst har slettet min(e) bruger(e), er selvfølgelig at vi stadig mangler et oplagt, og gerne også europæisk alternativ; at jeg har venner, jeg kun kommunikerer med via min Instagram og Facebook; ikke mindst at det i sidste ende ville koste mig på salgskontoen, hvor Instagram er vigtig, når du som kunstmaler ønsker at holde dig top-of-mind i en bredere venne- og bekendtskabskreds.
Jeg kunne selvfølgelig bare vælge at åbne app'en noget sjældnere, kan du indvende.
Men gør dig ingen illusioner: skidtet er designet og fintunet til at skabe afhængighed og danne vane, og ligesom jeg aldrig fik succes med at være festryger (og holde mig fra mine elskede Blå King's fra mandag til torsdag), har selvpålagt, periodisk Insta-faste aldrig rigtig været en formel, jeg har formået at få succes med.
Alt det er slet ikke nyt.
Det nye for mig, er at jeg fornemmer et begyndende opbrud; at jeg har en fornemmelse af, at tingene simpelthen kammer over og bliver så weird, at vi ender med at rette blikket ud i virkeligheden og stille os selv det åbenlyse spørgsmål: "Hvorfor!?"
Fred være med at folk forsøger at sælge dig sandheder og fortællinger, der arbejder i deres, og ikke i din interesse. Men i det øjeblik sandhederne ikke (engang) længere foregiver at være sammenhængende, og fortællinger ikke overhovedet fænger; i det øjeblik menneskeligheden forsvinder og strømmen bare bringer kunstighed og megalomani i et tilsyneladende endeløst loop, fordufter så ikke også den såre menneskelige trang til at spejle og bekræfte os selv, der oprindelig fik os hooked?
For mig gør den i hvert fald.
Og selv om jeg for mit vedkommende, i skrivende stund er usikker på hvad løsningen ender med at blive, er jeg sikker på at du kan følge—og til en vis grad deler—min udtalte opbrudstrang.
Ræk ud, hvis du har et bedre, og mindre amerikaniseret og algoritmestyret bud end Instagram og X. Jeg ville elske at konceptet sociale medier fik en velfortjent, europæisk renaissance.
