Det faktum, at det ikke altid er nemt at få en bank til at spille med på et nyt iværksætterprojekt, skyldes typisk hverken konservativ skepsis eller ond vilje.
I takt med at folk har indset, hvor højt den finansielle sektor gearer sine forpligtelser, har der været bred opbakning til de strenge kapitalkrav i Basel-reguleringerne. De store banker anses generelt for at være så vigtige for samfundets stabilitet, at det ikke er en mulighed at lade dem gå ned—og ingen har egentlig interesse i, at staterne igen skal agere redningsmænd.
Det er ikke uden grund, at ejendomspriserne i og omkring de største byer er eksploderet i de seneste årtier, og desværre er det heller ikke tilfældigt, at mange potentielle iværksættere får nej fra bankerne og aldrig kommer til at tage springet og prøve at realisere deres drøm.
Med finanskrisen frisk i erindringen lyder det som sund fornuft at polstre sektoren bedre mod fremtidige konkurser.
Det faktum, at bankerne skal være bedre polstret, betyder dog også, at det bliver (endnu) dyrere for små og mellemstore virksomheder at skaffe den vitale likviditet.
Når de finansielle myndigheder gennemgår en banks aktiver, vurderes driftskreditter og finansiering af små ejerdrevne virksomheder at være behæftet med en betydeligt større risiko end lån med sikkerhed i fast ejendom. På grund af risikoberegningen kræver lånene til de små og mellemstore virksomheder forholdsmæssigt flere højlikvide reserver, hvilket igen øger bankernes omkostninger og den rente, bankerne må opkræve på lånene.
De penge, der skal finansiere de nye opstarter og holde det vitale vækstlag af nye virksomheder kørende, er således langt dyrere end de penge, vi bruger på at bygge huse, eller kan låne med sikkerhed i vores støt stigende friværdi.
Det er ikke uden grund, at ejendomspriserne i og omkring de største byer er eksploderet i de seneste årtier, og desværre er det heller ikke tilfældigt, at mange potentielle iværksættere får nej fra bankerne og aldrig kommer til at tage springet og prøve at realisere deres drøm.
Selvfølgelig afspejles de inflationære tendenser på boligmarkedet også i realøkonomien: Langt størstedelen af ejendomsværdistigningerne spejles af tilsvarende høj privat gældsætning, og selv en relativt beskeden opbremsning på boligmarkedet kan i realiteten betyde teknisk insolvens for mange førstegangskøbere.
Det ville ikke være urimeligt at hævde, at vores penge og den måde, de skabes på, favoriserer de allerede etablerede på bekostning af de nye og unge—både boligkøbere og idéer—og at systemet som sådan er dybt og inderligt konservativt.
(Det faktum, at vi som samfund fritager gevinster på vores egne bolighandler for beskatning, forstærker kun de alders-, sektor- og geografiske skævheder).
Ikke for at pine dig med illustrative eksempler, men—
Forskellen mellem et mursten-og-mørtel-sikret lån på 4% og på den anden side et finansieringslån eller en privat kredit på 9% (som jeg selv betalte de første mange år, jeg drev KABELPARK®) kan lyde uskyldig.
Men hvis du afdrager 100.000,- om året på en lånt million, er forskellen i sidste ende svimlende 1.300.000,-. Faktisk ville du med 9%-forrentningen skulle betale millionen tilbage mere end to en halv gang og skulle afdrage dobbelt så længe som med 9%-forrentningen.
Høje renter kunne måske endda forsvares, hvis det der blev produceret var ukrudtsmiddel, cigaretter, betting, eller det var en selskabskonstruktion, hvor det alene var långiver, der skulle løbe risikoen.
Men for overhovedet at kunne optage denne type lån, skal du som virksomhedsejer stille supplerende sikkerhed (og sikre långiver med både livrem, seler, og alt hvad du ejer og har).
Selvforstærkende hype på ejendomsmarkedet er ikke nødvendigvis det, der tilfører reel værdi til vores samfund og lokalsamfund.
Hvis du låner til iværksætteri og etablering af ny virksomhed i den produktive del af økonomien, er det typisk til en rente langt over interbankrenten OG med høj sikkerhedsstillelse. Det er ikke så mærkeligt, at mange opgiver drømmen om at gå solo og blive selvstændige. Risikoen for privat økonomisk ruin er alt, alt for stor, og udsigten til en gylden forretning tilsvarende lille.
Alt det selvforskyldte i mit specifikke tilfælde til side, er det kort sagt vanvittigt at det skal være så dyrt at finansiere en smuk og skæv lille virksomhed—ikke mindst når det stadig er så relativt billigt at låne penge til et nærmest hvilket som helst ejendomsprojekt.
Tingene skal kunne eksistere på markedsvilkår, hører vi igen og igen; underforstået forrente sig. Men hvad hvis markedet og dermed markedets vilkår ændrer sig over tid, eller hvis markedet faktisk dikteres af den købekraft og de penge, der pumpes ind i økonomien via billige kreditter forankret i fast ejendom?
Hvad hvis markedsvilkårene faktisk ikke er lige for alle, men favoriserer visse sektorer med penge til spotpriser, og straffer andre med ågerrenter? Har vi så ikke som samfund—spørger jeg, ledende og forarget—en forbandet pligt til at ændre de vilkår i vores fælles interesse?
Jeg skal ikke klage. Jeg havde muligheden, og valgte at betale for både års kreativ nedtid og ekstra barsel af egen lomme. Alligevel mener jeg, at den brede konsensus om penge og renter er problematisk.
Selvforstærkende hype på ejendomsmarkedet er ikke nødvendigvis det, der tilfører reel værdi til vores samfund og lokalsamfund.
Jeg antager, at de fleste af os hellere vil slentre rundt på et madmarked, eller se hvad de unge iværksættere barsler med i nattens sene timer, end vi vil stirre på sterile glasfacader og endeløse variationer over temaet nybygget parcelhus?
Vi kan tale meget om iværksætteri og lave alverdens målrettede tilskud—det ændrer dog ikke på, at det grundlæggende problem er et andet:
Hvis ingen kan leve af at drive de små selvstændige værksteder eller drive de små skæve restauranter, og det ikke er muligt at opretholde en ordentlig løn som kreativ kunstner, ender vi som en nation af rene administratorer.
Der kan vi sidde og sørge for at alt går efter bogen, mens vi med et halvt øje på Instagram drømmer om at bryde igennem og skille os ud.
Hvis nogen havde fat i pointen, var det Matthæus: Den der har, skal mere gives!
Uanset hvor mange godhjertede omfordelinger og hvor stort et bureaukratisk apparat vi sætter i verden, vil renter og renters rente med tiden akkumulere værdierne hos de udvalgte få.
Hvis vi derimod vil have et samfund der sprudler af små selvstændige virksomheder, vilde opstarter, og eksperimenter i alle mulige skæve retninger, kræver det billig, bredt distribueret risikovillig kapital.
