Når jeg kigger på de 5 år der er gået, siden jeg afhændede kabelbanen i marts 2020, kan jeg i dag fortælle det som én lang, sammenhængende historie.
Det hele giver sådan set fin mening . . . . i hindsight.
Som tiden går, har vi imidlertid en sjov tendens til at glemme hvor meget vi egentlig har været ude at bade med det hele: Vi skåner os selv for at repetere de mest rådvilde og ubehagelige øjeblikke, væver i stedet succeserne sammen, og skaber en sammenhængende succeshistorie.
For jeg skal hilse og sige, at jeg undervejs i processen, på tidspunkter hvor jeg var fuldkommen i vildrede, og stod og skulle træffe de vigtige og rigtige beslutninger ikke følte at jeg var ved at skabe en meningsfuld fortælling.
Tværtimod.
Egentlig var jeg overbevist om at jeg havde fundet det mest geniale koncept med at lave møbler og interiør af genbrugstræ: et grønt foretagende, med masser af både kant og kreativitet. Arbejdet blev i sig selv også godt modtaget, men som business case var genarbejd bare ikke gangbar.
Heller ikke min idé med at male skilte i hånden, som i gamle dage, eller idéen om at skabe featurevægge og butiksinventar af gammelt emballagetræ eller pallerammer havde nogen gang på jord.
Så langt, så klog.
Fejl er—i Tom Bilyeus ord—den mest informationsrige datastrøm. Derfor skal du heller ikke være så bange for at skyde i den gale retning: de data du får retur, gemmer nemlig en frygtelig masse værdifuld viden.
Du har fejlet, javel, men der er intet til hinder for at du tager ved lære, og gør tingene på en anden og bedre måde, næste gang.
Havde jeg ikke satset hele butikken og forsøgt mig med genarbejd, havde jeg ikke taget et par ekstra måneders selvfinansieret barsel med vores yngste datter, og havde jeg ikke tvunget mig selv derud, hvor det pludselig var alt eller intet, tror jeg heller aldrig jeg havde gjort alvor af at forlade min elskede komfortzone for pludselig at kalde mig selv kunstner.
Mange af beslutningerne var svære, og rigtig mange af dagene føltes op ad bakke.
Som tiden går, har vi imidlertid en sjov tendens til at glemme hvor meget vi egentlig har været ude at bade med det hele: Vi skåner os selv for at repetere de mest rådvilde og ubehagelige øjeblikke, væver i stedet succeserne sammen, og skaber en sammenhængende succeshistorie.
Det, der føltes frygteligt mens vi stod i det, er i hindsight en opbyggelig fortælling.
Lad det være en beroligende hånd på din skulder . . . .
Står du selv i en situation, hvor du synes det hele roder og du mangler retning på dit liv, så lad være med at panikke.
Måske fokuserer du på noget, der ikke vil vise sig at være holdbart i længden. Måske har du bare blikket zoomet så langt ind på ruten, at du simpelthen ikke kan se hvor du er på vej hen.
Uanset hvad, kan det sagtens være at du faktisk ér på ret kurs. Set i hindsight, kan din fortælling meget vel vise sig at hænge sammen og give mening.
