Jeg faldt over de her fotos i arkivet forleden, fra en gåtur langs stranden ved Søndervig sidste vinter. Jeg har ikke kigget på dem i mellemtiden, men når jeg gør det nu, slår det mig, hvordan mine malerier gennem det sidste år har nærmet sig atmosfæren, motiverne og lyset i netop de her billeder.
Klitter og gamle bunkers på stranden i den disede, gyldne vintersol.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på udtrykket I don't know where I'm going, but I know how to get there.
Ofte i livet kan det føles som om du er helt på afveje. Ofte tvivler du på det du laver og føler dig fuldstændig lost.
Endnu mere udtalt når det handler om at navigere livet som kreativ eller kunstner, tænker jeg. At grundlægge en blomstrende startup eller skabe sig en karriere som kreativ freelancer er netop at vælge en anden vej end den slagne.
Det, der mere end noget andet har gjort den afgørende forskel for mig, er at jeg har lært at stole på processen.
Som Albert Einstein angiveligt skrev til sin søn, er livet som at cykle: for at holde balancen er det nødvendigt at du holder dig i bevægese.
Det vigtige er ikke, at vi har et specifikt mål. Det vigtige er selve processen: at vi ved, hvordan vi bevæger os fremad, og at vi stoler på at vi med daglig gentagelse og åbne og nysgerrige øjne vil blive ledt i den rigtige retning.
Jeg tænkte ikke på kunstteori eller livsfilosofi, da jeg gik dér langs stranden. Jeg var bare til stede og nød en usædvanligt smuk februardag.
Set i bakspejlet kan jeg dog nemt se, at det netop er tidens gang og kontrasten mellem strenge menneskeskabte objekter og naturens organiske vildskab, jeg havde øje for.
Selvom mine malerier kan synes at forgrene sig i mange retninger, løber min forkærlighed for slidte, patinerede og forvitrede overflader gennem dem som en rød tråd: Jeg elsker at efterligne naturens nedbrydningsprocesser og har bare altid været fascineret af skjulte lag og spor af brug og slid.
Det er derfor heller ikke overraskende at min kunstneriske praksis i dag kredser om den måde, hvorpå alt er del af et større kredsløb, og også bygninger og kulturer over tid forfalder og forvandles til natur.
Forvitrede tags og udvasket graffiti: elementer der også er begyndt at dukke op på mine lærreder.
Det er det, de her fotos fra Søndervig først og fremmest minder mig om:
Fortvivl ikke, og giv ikke op. Du ved måske ikke hvor du er på vej hen, men så længe du ved hvordan du kommer dertil, skal det nok gå.
