Mens flygtningestrømmen via Balkanruten virkelig tog fart i efteråret 2015, begyndte jeg at skrive dagligt. Ikke at synet af de mange syriske flygtninge på Hamburger Hauptbahnhof, da vi besøgte hansestaden i begyndelsen af november, var afgørende. Selvom jeg var meget påvirket af situationen og konkret relaterede til den i min skrivning, var skrivehandlingen mere en måde at håndtere min egen generelle fortvivlelse over tilværelsen.
Mit ordvalg kan virke overdrevet, men sådan føltes det: Som en stille desperation.
Ikke at jeg virkelig havde noget at klage over. Tværtimod, kunne man sige. Omgivet af glade gæster og engagerede medarbejdere ved kabelbanen hele sommeren og med al tid i verden til at rejse, slappe af og drømme stort i vintermånederne, levede jeg min egen drøm om et liv som virksomhedsejer.
Men faktum er at jeg også var fanget i en daglig rutine, hvor jeg kun kunne bringe mine kreative evner i spil, når det gjaldt om at opfinde nye dårlige undskyldninger for ikke at lave kunst.
I det tidlige forår 2017 havde jeg færdiggjort det første udkast til min første roman. Et manuskript, der både var famlende og fejlbehæftet, men som alligevel skulle vise sig at være ret skelsættende og ændre min vej fremad.
Tredje del af romanen er en beskrivelse af hvordan jeg-fortælleren genopdager sin barndoms passion for at arbejde med træ og modeller i et improviseret værksted. Faktisk figurerer endda en konkret beskrivelse af hvordan jeg-fortælleren bygger en barstol af gammelt genbrugstræ, som genlæst i dag til forveksling ligner en reportage fra mit arbejde i mit værksted. Altså bare skrevet flere år før jeg solgte kabelparken og købte værkstedet (!)
Det kan ligne et tilfælde, men er selvfølgelig alt andet end . . . .
Jeg kunne ikke se det dengang, men min romanskrivning var mindst lige så meget en visualiseringsøvelse som et terapeutisk projekt. Jeg havde brug for at forestille mig en alternativ livsvej, og se hvordan det kunne være. Og da først forestillingen var skabt, begyndte jeg ubevidst at handle som om dén virkelighed allerede eksisterede.
Langt hen ad vejen det samme fænomen der beskrives, når atleter og iværksættere fortæller hvordan de bruger intens visualisering, og lærer hjernen at opdage de mulige nye åbninger (og kortslutte de indgroede gamle vaner).
De historier vi fortæller os selv er langt fra uvigtige. Tværtimod er de historier vi fortæller os selv, det, der skaber virkeligheden og skubber grænserne for, hvad vi kan gøre og gør.
Jeg plejede aldrig at tage det særligt alvorligt, når jeg hørte atleter tale om at visualisere deres præstationer forlods. Men jeg må indrømme at visualisering er et værktøj uden lige.
Bare for at eksemplificere:
Hvis du drømmer om at blive forfremmet, så forestil dig præcist og i detaljer, hvordan dit liv og din hverdag vil se ud efter du får forfremmelsen. Og handl så, som om du allerede var blevet forfremmet. Træf dine beslutninger med selvtillid og autoritet, som om du allerede var overordnet.
Hvis du ønsker at være i god form, så forestil dig præcist og i detaljer, hvordan det liv og den hverdag vil se ud. Og handl så, som om du allerede var atlet. Gør, eller undlad at gøre præcis hvad en atlet ville gøre (eller undlade at gøre) i en given situation.
Hvis du ønsker at leve som professionel kunstner, så forestil dig præcist og i detaljer, hvordan det liv og den hverdag vil se ud. Og handl så, som om du allerede levede det liv. Træf dine valg og brug din tid, som om du var professionel.
Var jeg ikke begyndt at skrive, var jeg måske stadig ejer af en wakeboard-kabelbane den dag i dag, med irritationen og frustrationen strittende ud i alle retninger . . . . ! Hvem ved? Måske havde jeg en dag bare fundet mig et normalt ni til fire-job og ligesom så mange andre lært at affinde mig med fordele og ulemper ved at være ansat?
Faktum er, at jeg aldrig ville have turdet udnytte de givne muligheder, hvis jeg ikke først havde givet mig selv et nyt narrativ. Faktum er, at jeg med al sandsynlighed slet ikke ville have været i stand til at se de givne muligheder, hvis jeg ikke først havde skabt et nyt mindset.
Normalt får vi at vide, at vi skal fake it until we make it.
Jeg vil snarere sige make it until you make it.
Forestil dig din fremtidige succes og handl derefter; som om du allerede er succesfuld. På den måde skaber du en selvfortælling så stærkt og overbevisende, at den faktisk vil ændre din virkelighed.
