En slags kronisk mellemtid

Jeg lærte aldrig for alvor at forstå de venstreorienterede synspunkter, som mine skarpe jævnaldrende og næsten alle mine gamle gymnasielærere gav udtryk for tilbage i 90erne.

Ingen af de radikale omfordelinger, jeg hørte foreslået, ville være gennemførlige inden for rammerne af markedsøkonomien, uden at vi ville være tvunget til at trylle et massivt kontrolapparat frem, som med sin klamme, begrænsende hånd ville tage livet af en lang række gode og sunde private initiativer.

—og deri lå min største vildfarelse, da jeg ligesom så mange andre havde det indtryk, at private initiativer, i det omfang de kunne trives og blomstre, per definition var gode og sunde og således i denne, den bedste af alle verdener, ville arbejde til vores fælles bedste.

Fordi kreditpenge skal forrentes, vil en dereguleret økonomi over tid koncentrere værdierne på færre og færre hænder, uanset hvad.

Gode gamle, idealistiske Christian Estrup, der som søn af en hardcore lutheraner og en hardcore liberal, og ikke mindst som barn af 80erne, 90erne og historiens afslutning, slet ikke havde fanget pointen: Så længe vores penge skabes med en diametralt modsat intention, vil markedet aldrig arbejde for en bred, horisontal fordeling af samfundets værdier og ressourcer.

Fordi kreditpenge skal forrentes, vil en dereguleret økonomi over tid koncentrere værdierne på færre og færre hænder, uanset hvad.

Af samme grund er det ikke lykkedes for nogen af de fremtrædende, progressive mainstream-politikere siden 80erne at skabe noget reelt alternativ til den neoliberale fortælling. Lidenskaben og ønsket om at styrke velfærden har ikke fejlet i sig selv, men både en Bill Clinton, en Tony Blair og i særdeleshed en Barack Obama har alligevel fejlet—tjent kapitalen—og om nogen været medansvarlig for de seneste årtiers massive allokering af ressourcer til den rigeste ene procent af befolkningen.

I princippet er der intet i vejen for at stramme tøjlerne for finanssektoren, regulere grundigt på udlån for både banker og realkreditinstitutter, og lukke grænserne for kapitalstrømme ind og ud af landet. Det er heller ikke på nogen måde umuligt at ændre de vestlige skattesystemer, så vi i højere grad beskatter brug af fossil energi, petrokemi, kapitalgevinster og fast ejendom, og til gengæld gør det mere attraktivt at arbejde.

Samtidig kunne vi passende indføre en Mondragon-inspireret ratio, hvor de højest lønnede i en given organisation maksimalt må tjene ni gange så meget som folk på gulvet.

Mulighederne er endeløse, men—

Uge efter uge taler vi om skolepolitik og sundhedsvæsen og ældrepleje, som om en håndfuld ekstra millioner kunne gøre den afgørende forskel og ændre selve velfærdssystemet og tilgangen til borgerne til det bedre.

Naturen og den grønne omstilling besynges i smukke og lovende adjektiver, mens det ene altoverskyggende succesparameter stadig er økonomisk vækst, og et marked i velstand er målet i sig selv.

Mirakelhåbet hedder greentech.

At fortællingen ikke holder vand, og at vi på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at omprioritere vores måde at leve på, er almen viden, men også så deprimerende at italesætte, at vi tilsyneladende har valgt ikke at gøre det.

Idéen om at et frit og ureguleret marked til enhver tid og automatisk vil finde sit ligevægtspunkt er besnærende. Intuitivt forekommer det sandt, at hver persons ageren for at optimere egen situation i sidste ende vil føre til en effektiv fordeling af samfundets værdier og ressourcer som sådan.

I alt for mange år har vi valgt at drive vores samfund efter præcis de samme principper som en stor virksomhedskoncern; med fokus på kvantificerede velfærdsmål, og optimering og effektivisering af processerne på alle niveauer.

Så længe vi ikke kan bryde kreditpengenes forbandelse, er det ikke realistisk at tro, at hverken nye valg eller proteststemmer vil ændre noget grundlæggende ved det.

Idéen om at et frit og ureguleret marked til enhver tid og automatisk vil finde sit ligevægtspunkt er besnærende. Intuitivt forekommer det sandt, at hver persons ageren for at optimere egen situation i sidste ende vil føre til en effektiv fordeling af samfundets værdier og ressourcer som sådan.

Det er derfor, vi også oftest stejler over for større politiske indgreb i markedets dynamikker, da begunstigelsen af én gruppe i den logik vil føre til en (som minimum) tilsvarende forværring for en anden.

Det faktum at markedet angiveligt er den bedste leder og fordeler, gør alt andet lige også livet lettere for de mennesker der skal tage ansvar for de svære beslutninger, og stå på mål for en ansvarlig forvaltning af samfundet.

Ligegyldigt hvor meget vi andre måtte være uenige i en konkret prioritering, kan ingen af os for alvor argumentere imod nødvendighedens politik. I det omfang en given omprioritering er nødvendig, er det grundlæggende ikke noget, nogen aktivt har valgt, men simpelthen en konsekvens af markedets og pengenes logik.

(...) det arbejde, der nødvendigvis stadig skal laves; arbejde, der vel at mærke ikke udføres af de pågældende administrative medarbejdere selv, men derimod af andre.

Som det lyder med oprigtig beklagelse, skal budgetterne jo balancere!—(det ved vi kun alt for godt)—og tilsyneladende ønsker ingen et samfund med stigende skatter og en endnu tungere offentlig sektor.

Hvis vi køber fortællingen om markedets usynlige hånd, bliver politikere og beslutningstagere administratorer, hvis hovedopgaver er at sikre fuldt konkurrencedygtige markeder og pengenes frie bevægelighed. Det ér, uanset farven på regeringsaftalens omslag . . . .

I dag gennemsyrer kreditpengenes dynamikker vores samfund i alt fra new public management til automatisering og stordrift: også i driften af vores velfærd og organiseringen af vores infrastruktur er fokus flyttet fra medarbejdere og individer til processer og sager. Hvis det frie marked skal fungere optimalt, kræver det at alle aktører på markedet har lige adgang og lige vilkår. Mantraet synes at være, at alle skal behandles ens.

Som borgere har vi lært at leve med mange lag af administration, der registrerer og kontrollerer og evaluerer i ét langt væk, og generelt spilder vores produktive tid med overflødig dokumentation. Et selvkørende bureaukrati der prioriterer det målbare og skalerbare, frem for medarbejdernes individuelle ekspertise og evne til selv at træffe de nødvendige beslutninger.

Det tragiske er, at den reelle og desværre også støt stigende ulighed hverken skyldes diskrimination eller forvaltningen af lovgrundlaget, men mest af alt måden kreditpengene og økonomien er skruet sammen på: Uanset hvor omhyggeligt vi finjusterer på knapperne og skruer på de forskellige parametre, vil den rentebærende gælds logik fortsætte med at dræne nyetablerede virksomheder og mennesker, der sælger deres omsorg, til fordel for de velhavende og allerede etablerede.

De—desværre meget reelle—omprioriteringsbidrag der er nødvendige for at holde de offentlige udgifter i ro, er prisen for kreditpengene.

Frem for at ændre pengekreationen og skattesystemet, styrker vi i stedet det administrative apparat, der så kan finde nye, mulige besparelser, lave nye udbud og komme med bedre og billigere løsninger på det arbejde, der nødvendigvis stadig skal laves; arbejde, der vel at mærke ikke udføres af de pågældende administrative medarbejdere selv, men derimod af andre. Og vi beskæftiger selvfølgelig en masse mennesker, men—

Selv vi der faktisk en gang imellem formår at stemple ud, får alligevel dårlig samvittighed, når vi ikke når at træne, skrive, elske, tale, lære, læse eller lave noget som helst tilnærmelsesvist produktivt i den tid, der ikke tæller som arbejde.

Der er desværre ikke tale om beskæftigelse, hvor nogen faktisk føler, at de skaber noget værdifuldt eller gør en positiv forskel for andre.

De eneste bemærkelsesværdige resultater er tallene på bundlinjen, som sowie so afspejler en verden af i går. Ingen af os bliver lykkeligere af alt det giftige plastikskrammel, vores ekstraordinært forurenende containerflåde fortsætter med at sejle hjem til Europa, til gengæld for en gennemgribende fjernøstlig indflydelse på den globale (u)orden.

Ikke underligt at vi altid halter bagefter og ikke helt er, hvor vi synes vi burde være. Selv vi der faktisk en gang imellem formår at stemple ud, får alligevel dårlig samvittighed, når vi ikke når at træne, skrive, elske, tale, lære, læse eller lave noget som helst tilnærmelsesvist produktivt i den tid, der ikke tæller som arbejde.

Markedet sover aldrig, og hvis du vil have succes, må du gå all in. Købmand eller kunstner er samme spil: Logikken er den samme, og showet kører uafbrudt 24/7. Som om vi konstant udskyder at gentænke en ny og grønnere fremtid, tilfredse med at leve i en slags kronisk mellemtid.