En pludselig, uventet åbning

Den ene af mændene viste sig at være kunstneren Kasper Juul Melhede, der foruden sit eget kunstneriske virke driver Galleri Juul i Annisse ved Helsinge.

På én eller anden måde må noget i rummet have ræsonneret. Allerede efter få minutter luftede Kasper muligheden for at inkludere et par af mine værker i en kommende gruppeudstilling–og efter lidt kontakt frem og tilbage, fik jeg få dage efter tilsagn om at jeg bliver en del af udstillingen Sensommer, på Galleri Juul den 31. august og 1. september 2024.

Vildt nok. For reelt er det jo fuldstændig usandsynligt at netop dét her sker: at en gallerist og hans mand tilfældigt rammer Tysk’havnen en formiddag, hvor jeg tilfældigt også er på værkstedet; at der lige præcis er et muligt match mellem et par af de værker jeg har hængende, og så en konkret udstilling og en konkret kundekreds i den anden ende af landet; at Kasper—for at det ikke skal være løgn—nøjagtig som jeg selv er født på Skagen, og at vi deler den samme veneration for havet.

Guderne skal vide at jeg har malet meget de sidste år. Også mere end finansielt forsvarligt. Og selv om jeg da godt nok har solgt et par af mine malerier, har jeg haft svært ved at bevare troen på at den crazy rå drejning mine lærreder har taget, nogensinde ville kunne finde et publikum.

Alligevel er jeg så altså blevet ved.

Jeg elsker for min del at mime naturens forfaldsprocesser, og skabe mine rustne og anløbne overflader med en skønsom blanding af pigmenter, olier, cement, metalstøv, kemikalier, og ikke mindst vand og ild. Det føles rigtigt, og det fylder mig med god energi.

Nu, hvor der pludselig er en deadline at arbejde hen imod, kan jeg rent faktisk også forsvare at sætte tiden af. Jeg har i dén grad armene oppe.

Samtidig begynder tvivlen selvfølgelig at nage.

Som jeg fortæller mig selv, er alternativet til at sige ja, når nogen kan se et perspektiv i dét arbejde du laver, imidlertid at sige nej.

Og selv om det sgu ér scary at gå all in på noget, du ikke for bare få år siden i din vildeste fantasi havde forestillet dig du hverken kunne eller skulle . . . . . hvorfor så ikke?!

Jeg mener: hvis lysten er der, hvorfor så ikke?

Så vil nogle måske tage sig til hovedet, mens andre vil mene at du ind imellem navigerer med dit eget under armen . . . .

Nevermind. Du har dine egne bevæggrunde, dine egne evner, og dermed også din egen fede, forbandede forpligtelse 😇😎