Den virkelige synd

Jeg kan stadig huske følelsen af de tunge mønter, jeg havde fået af min mor og demonstrativt smed i indsamlingsskålen på alteret. Det voldsomme klang—metal mod metal—hvis mændene foran mig ikke allerede havde fyldt skålen med tyvere og halvtredsere, eller endda en sjælden hundredkroneseddel.

Én efter én defilerede vi forbi i gåsegang, mens medlemmerne af menigheden holdt skarpt øje med hinanden. Alle vidste, hvem der rangerede højest i hierarkiet. Bare tanken om en tegnebog i den liga! Fiskerne havde ramt en guldåre dér, tilbage i 80erne.

Op mod teenageårene gik det langsomt op for mig, at det vi mennesker skjuler os for ikke er blikket fra oven, men snarere hinanden. (Ikke så underligt at verden ikke altid føles som et paradis).

Som dreng kom jeg i kirken næsten hver søndag.

Jeg følte mig aldrig som en del af fællesskabet, men mere som en slags iagttager. Uden helt at kunne forstå hverken den overdrevne underdanighed eller de dømmende blikke, lyttede jeg bare og undrede mig.

Op mod teenageårene gik det langsomt op for mig, at det vi mennesker skjuler os for ikke er blikket fra oven, men snarere hinanden. (Ikke så underligt at verden ikke altid føles som et paradis).

Selv dengang havde jeg meget, meget svært ved at forstå forestillingen (for en forestilling var det præcis hvad det var): Hvorfor kunne vi ikke bare—i al diskretion—lægge vores bidrag i kirkebøssen på vej ud? Det var længe før jeg lærte, at der findes noget kaldet social kontrol.

I modsætning til det lutherske budskab, jeg hørte min far formulere fra prædikestolen søndag efter søndag, var der åbenbart store dele af menigheden, for hvem økonomisk formåen var lig med rettroenhed og status i flokken.

Den amerikanske økonom og historiker Michael Hudson har en pointe, når han hævder at den gæld Jesus lærer sine disciple at bede andre om at eftergive, er af en meget håndgribelig, økonomisk art. Jesus gjorde oprør mod pengevekslerne og pantelånerne, som han meget symbolsk smed ud af templet.

Som kristne burde vi excellere i jubelår, tilgivelse og benådning—ikke rentetilskrivning eller finansiel spekulation.

Det ene, sande narrativ

Jeg kan ikke ryste den tanke af mig, at der er noget symbiotisk mellem de overbeviste missionærer og duksene i finansverdenen, og ikke mindst den måde de to grupper ser verden og resten af os på: Vi accepterer grundlæggende ikke at der bliver rejst tvivl om vores verdenssyn, og ve den stakkels hedning, der ikke frivilligt kaster sig i støvet og lovpriser denne, vores ene og sande fortælling!

I modsætning til én husholdning—hvor det er både betimeligt og fornuftigt at bruge færre penge end du tjener—er det imidlertid katastrofalt for et helt samfund, når alle husholdninger over en bred kam holder op med at bruge penge.

De fleste af os har købt ind på historien om de dovne sydeuropæere, der både kollektivt og individuelt burde have udvist en hel del mere mådehold. Men historien om Grækenlands fald er også historien om en nordeuropæisk banksektor, der gav ganske enorme og alt for dyre lån vel, vidende at det aldrig ville være realistisk for grækerne at afvikle gælden.

En del af de lånte penge finansierede faktisk grækernes nettoimport af forbrugsvarer fra Nordeuropa, og blev dermed i sidste ende kanaliseret tilbage i lommerne på de industrimagnater og investorer, der ejer de banker som gav lånene.

Nogenlunde samme historie med Italien—bortset fra at landet simpelthen er en for stor og magtfuld økonomi til at lægge sig ned, og lade andre, udefrakommende diktere finanspolitikken ned til sidste decimal.

Økonomisk er nedskæringer på de offentlige budgetter heller ikke nødvendigvis den bedste kur, hvilket udviklingen i den portugisiske økonomi siden finanskrisen bekræfter.

Jo færre penge staten pumper ud i økonomien i form af lønninger og investeringer i nødvendig infrastruktur, jo mere bremses den generelle aktivitet i den private sektor, og jo sværere vil det også blive at afdrage på den i forvejen alt for høje gæld.

Hvis den økonomiske aktivitet falder (yderligere), falder virksomhedens overskud såvel som lønningerne og dermed skattegrundlaget. Hvis målet er at nedbringe gældsbyrden, må den produktive del af økonomien nødvendigvis sparkes i gang. Med deflation lurende i horisonten har stramme finanspolitiske tøjler ofte den stik modsatte effekt.

Snarere end en samfundsøkonomisk redningsplan ligner nedskæringerne på de offentlige budgetter også en slags straffeaktion, baseret på det vi med nogen ret kan kalde husholdningsøkonomiske logikker. Ren religion, hvor de strenge ansigter i kredsen omkring IMF og ECB har valgt at bekende sig til profeterne Friedman og Hayek.

Både i grækernes og italienernes tilfælde var moralen i fokus, og budskabet var klart: det måtte være slut med at leve over evne og bruge andres penge. Bæltet skulle spændes mest muligt ind, og udgifterne tilpasses indtægterne. (Faktisk præcis samme budskab jeg som ung studerende fik af Ringkjøbing Bank).

I modsætning til én husholdning—hvor det er både betimeligt og fornuftigt at bruge færre penge end du tjener—er det imidlertid katastrofalt for et helt samfund, når alle husholdninger over en bred kam holder op med at bruge penge.

Det gik hen over hovedet på mig i mange, mange år—og jeg tror få mennesker egentlig skænker det en tanke—men hele forudsætningen for at udvise mådehold og spare op, er at andre stifter gæld og bruger over evne.

Ingen tyskere uden grækere og italienere

Fint nok at afdrage på gælden, hvilket for mange mennesker rimer på mådehold og rettidig omhu. Men at afdrage på gælden er også at reducere bankernes aktiver og dermed den samlede mængde penge, der er til rådighed i økonomien på et givet tidspunkt.

Hvis ingen vil låne penge, går samfundsøkonomien ganske enkelt i stå. De penge, der ophobes som opsparing, er også hovedsageligt skabt ud af et gældsforhold.

Debet og kredit—

Sværere er det faktisk ikke.

Hvis vi taler om dårlig moral, peger flasken ikke på håbefulde låntagere, men snarere entydigt på slap, skødesløs, og ikke mindst alt for dyr udlåning.

For en god ordens skyld gentager jeg, at låntagning, som vi kender den i dag, ikke nødvendigvis inkluderer (andres) opsparing. Låntagning er derimod en forudsætning for at der overhovedet er penge i omløb, som nogen kan lægge til side.

At høre Bruxelles og Frankfurt påtvinge italienerne og grækerne en ruinerende sparepolitik har meget til fælles med den måde, en vækkelsespræst fortæller sin menighed, at alle er syndere for Vorherre. Logikken og den sunde fornuft, hvormed man samvittighedsløst påfører andre mennesker en masse lidelse er kvalmende.

Det er værd at bemærke, at forholdet mellem skyldner og kreditor kun er af økonomisk og ikke af moralsk art. De, der netto sparer op, er ikke bedre mennesker end dem, der forbruger netto; snarere tværtimod.

Bankpenge ér et gældsforhold, og ikke mindst tillid til, at gælden over tid vil blive tilbagebetalt, hvilket samfundet og skatteyderne i sidste ende garanterer.

Det betyder også, at intet samfund bevæger sig hvis gode projekter og velfærd ikke kan finansieres, og de penge, der allerede er skabt, parkeres i fast ejendom og finansielle aktiver. Hvis vi taler om dårlig moral, peger flasken ikke på håbefulde låntagere, men snarere entydigt på slap, skødesløs, og ikke mindst alt for dyr udlåning.

De penge, du låner i banken, er ikke andres, eller overhovedet penge der allerede ligger i kælderen, eller står på en konto og skal forrentes. Du låner ikke andre menneskers ting eller ejendom og har derfor ingen grund til at føle dig underlegen i forhold til andre, mere velhavende kunder.

Tværtimod faktisk. De penge, du låner, er skabt til formålet—og hvor en nettoindskyder er en decideret dårlig forretning, er udlån finanssektorens guldkalv. Bankerne er først rigtigt i problemer den dag, ingen nyttige idioter mere tør eller kan løbe en chance. Det er ikke risikovillig kapital, men risikovillige kunder bankerne har brug for. Vi har bare altid været vant til at tænke det omvendt.

Så—

Fra nu af slut med at købe præmissen om at låntagere er syndige sjæle, der skal lære at tøjle deres lyster. Det er stadig idiotisk at købe importerede køkkener og vinduer, store dieselbiler, flyrejser og modetøj syet på den anden side af kloden. Ingen tvivl om det. Men det er hverken værre eller bedre at gøre det for lånte penge end for såkaldt egne.

Den virkelige synd, er at det stadig den dag i dag er stort set gratis at udnytte og ødelægge vores fælles ressourcer; at det er tæt på umuligt at finansiere små iværksætterprojekter og skæve ideer til priser almindelige mennesker kan betale; ikke mindst at absurde fænomener som industrilandbrug, patenteret sæd, plantebeskyttelse og røverkuler som Wall Street, London City og Dubai overhovedet eksisterer.