The economy, stupid!
Langt hed ad vejen er det økonomien der dikterer hvad der er muligt og ikke er muligt. Det er pengene der dikterer markedets vilkår, og pengene, som i sidste ende er styrende for langt hovedparten af vores valg.
Ingen af os har mulighed for at bruge penge vi ikke har. Har vi ikke pengene, er vi nødt til at finde finansiering, hvis et givent projekt skal have nogen gang på jord.
Det er min påstand at det, vi har brug for, er en større andel af penge der understøtter, snarere end underminerer det arbejde vi som mennesker udfører for hinanden. Penge der bemyndiger os til at træffe nære beslutninger i vores eget liv, og ikke beror på et markedsabstrakt, der efterhånden er fuldstændig løsrevet fra vores hverdag, og de mennesker og sammenhænge der for alvor har betydning i vores liv.
Staten derimod, kan faktisk lave sine penge selv. I hvert fald i et land som Danmark, hvor vi endnu har vores egen, suveræne valuta.
Faktisk er et velordnet, velfungerende samfund forudsætningen for at vores valuta kan bruges, og overhovedet har en værdi.
Moderne monetær teori—mmt—har de senere år dannet grundlag for et markant nysyn på pengeskabelse og offentlig budgetstyring.
Det er min påstand at det, vi har brug for, er en større andel af penge der understøtter, snarere end underminerer det arbejde vi som mennesker udfører for hinanden. Penge der bemyndiger os til at træffe nære beslutninger i vores eget liv, og ikke beror på et markedsabstrakt, der efterhånden er fuldstændig løsrevet fra vores hverdag, og de mennesker og sammenhænge der for alvor har betydning i vores liv.
Med andre ord kollektiv kredit, frem for privat gældsætning.
Statsudstedte penge, sendt i omløb som løbende finansiering af vores velfærd og infrastruktur, er bogstavelige tilgodebeviser, og som sådan udtryk for at ihændehaveren direkte eller indirekte har gjort samfundet og almenvellet en tjeneste. Uanset hvordan der videre handles og pengene skifter hænder, repræsenterer de stadig et løfte om at samfundet en dag vil tilbagebetale den oprindelige tjeneste én til én.
Det er med andre ord ikke penge der er skabt til at avle og hobe sig op, men penge der skal få tingene til at glide, og varerne og tjenesteydelserne til at skifte hænder og fordele sig bredt ud i samfundet.
Hvor kommer penge rent faktisk fra?
Statsudstedte penge kan kanaliseres ud via lønninger til offentligt ansatte, og afregninger til offentlige leverandører. Dermed er det ikke Basel-kravenes firkantede kategorier, men derimod almindelige menneskers dagligdags dispositioner, der afgør hvor og hvordan den fornyede købekraft fordeles i økonomien.
Frem for mursten og finansielle produkter, kan der ligeså vel investeres i lokale initiativer, iværksætteri, og reel livskvalitet. Faktisk bliver det ad omveje også lettere for alle der drømmer om at få deres eget sted at gøre netop dét—også uden at risikere at måtte gå fra hus og hjem, eller at skulle frygte at sidde i gæld resten af livet.
I det øjeblik flere af vores penge bliver initieret i samfundets tjeneste, vil flere af vores penge også agere i samfundets tjeneste. Knap så mange vil dermed behøve at knokle for kontinuérligt at afdrage bankernes eskalerende andel.
Lad det være svaret, næste gang vi taler massive investeringer i velfærd og grøn omstilling, og nogen spørger hvor pengene skal komme fra: Hvor kommer penge rent faktisk fra?
Det åbenlyse svar, er at det, vi kender som penge enten er skabt som udlån, ved simple opskrivninger af de private bankers balancer. Eller er penge skabt i offentligt regi, ved simple opskrivninger af statens indeståender i Nationalbanken.
Sidstnævnte, ikke noget vi hver især stifter som gæld, men noget, vi giver til hinanden.
Den stat, der qua sin stabilitet og sine garantier validerer de kommercielle bankers elektroniske penge, og overhovedet giver dem værdi, er den samme stat som opskriver sine egne balancer.
Økonomisk vækst har i snart mange årtier været succeskriteriet. Når vi gang på gang betoner vigtigheden af at skabe vækst og få gang i hjulene igen, er det ikke, fordi der ikke er opmærksomhed på klimaproblematikkerne og grøn omstilling. Da en stor del af vores penge er skabt som rentebærende gæld, er væksten imidlertid bydende nødvendig.
Vores moderne finansøkonomi vil altid forme sig som en spiral, og skal vi have nogen mulighed for at betale regningen fra i går, kræver det nødvendigvis at der er flere penge i omløb i morgen. Fortsætter væksten i bankernes rentebærende lånefinansiering, er det eneste alternativ til fortsat vækst en eskalerende nedsmeltning.
Statsudstedte, rentefrie penge er i essensen anderledes.
Markedets gavnlige mekanismer
Vi kunne vælge at bruge en kliché, og kalde det bæredygtige penge. Dels fordi statsudstedte penge ikke nødvendigvis kræver økonomisk vækst, dels fordi pengene er grønne, al den stund deres livsbane netop tegner en cyklus; ikke en spiral.
Det er givetvis en noget nemmere øvelse at implementere en moderne, cirkulær økonomi, hvis størsteparten af de penge der danner grundlag for økonomien er bæredygtige af natur. Bæredygtige penge vil faktisk gøre det muligt at skabe en grøn økonomi med mindre omfordeling, og en væsentlig mindre bureaukratisk administration, end vi kender i dag.
Lad os holde fast i at penge i bund og grund ikke er andet end en gigantisk fiktion: en menneskeskabt fortælling, der sætter rammerne for vores liv og organiserer vores samfund. Det står os frit for at omskrive vores fortælling, så penge ikke længere er noget jeg stifter som gæld, men noget vi giver til hinanden.
Mange anser måske statsudstedte penge for at være et venstreorienteret projekt, men en pengereform strider på ingen måde heller mod de borgerlige grundværdier.
Initieret rigtigt, er markedets mekanismer slet ikke altid af det onde.
Vi mennesker er kreative væsener, og skaber vores egne fortællinger. Et stærkt civilsamfund er en forudsætning for at give enhver muligheden; de bæredygtige penge, garanten for at det vi skaber, er skabt i behørig respekt for andet, og andre, end bare os selv.
I øvrigt er nyliberalismen bestemt heller ingen forudsætning for optimal værdiskabelse. I de moderne, vestlige finansøkonomier sættes der masser af penge i verden, uden at der nødvendigvis skabes nogen form for værdi: Moderne kreditpenge sættes i verden ud fra et finansielt vækstpotentiale, mens det betyder mindre om nogen i virkeligheden yder nogle andre noget, eller der overhovedet skabes (hvad vi i mangel af bedre udtryk kunne kalde) et reelt produkt.
Reel værdiskabelse sker på den anden side bedst i fællesskab, når vi hver især finder den plads i samfundet, hvor vores produktive potentiale kan forløses bedst muligt, og værdien af det vi konkret kan bidrage med, bestemmes af den gavn det gør for samfundet som sådan.
Tankevækkende, har vi historisk også set de største forskningsmæssige nybrud, når staten har valgt at afsætte en vis procentdel af de fælles ressourcer til fri eksperimenteren, og administrationen har turdet afgive bestemmelsesretten, og ladet tilfældet, kreativiteten og fandenivoldskheden råde.
Hvad mere ér: Den dag en knap så stor del af vores penge skal forrentes, og vi kan sætte børn i verden, vel vidende at de er sikret en tryg fremtid, er det pludselig okay at bruge tiden og energien på andet end bare at maksimere sin lønindkomst. Det er okay at forfølge den gamle iværksætterdrøm, og okay at trappe ned, hvis man hellere vil bruge sin tid hvor det giver mening for familien, og det lokalsamfund man er en del af.
Lad os holde fast i at penge i bund og grund ikke er andet end en gigantisk fiktion: en menneskeskabt fortælling, der sætter rammerne for vores liv og organiserer vores samfund. Det står os frit for at omskrive vores fortælling, så penge ikke længere er noget jeg stifter som gæld, men noget vi giver til hinanden.
Statsudstedte, rentefrie penge, spenderet ind i økonomien som afregning for ydelser og varer til samfundsapparatet, påvirker incitamentstrukturen bredt i samfundet til det bedre; et drømmescenarie, på nær lige et issue med at finde penge til nyopstarter og iværksætteri. Skal den nødvendige finansiering af små projekter og nye virksomheder ske via banker, der udlåner penge de deponerer for andre, bliver det om muligt endnu dyrere at starte op i eget regi, end vi kender det i dag.
Jeg mener derfor heller ikke at vi skal fjerne enhver mulighed for at bankerne kan skabe kreditter ud af ingenting; blot at det er bydende nødvendigt at begrænse og regulere lånemarkedet.
Kombinerer vi en større andel af statsudstedte, rentefrie penge med eksempelvis lavrentelån til etablering af egen virksomhed, vil vi kunne bibeholde og udvikle det bedste fra den frie markedsøkonomi; nemlig den enorme tilfredsstillelse der ligger i at kunne fostre sin egen idé, følge den til dørs, og ultimativt lykkes med at skabe sit eget reelle livsgrundlag.
Fri, og lige adgang til billig opstartsfinansiering er således et must.
De penge, vi giver til hinanden
Og hvorfor i alverden—kan man spørge sig selv—skulle bankerne så være villige til at låne så meget som én eneste risikofyldt krone ud til lav rente? Ingen vil vel frivilligt løbe en risiko, uden at tage sig tilsvarende betalt for ulejligheden? Mindst af alt de private banker, for hvem risici og indtjeningspotentiale altid har været proportionale størrelser?
Til det er der bare at sige, at adgangen til nye penge i virkeligheden det mest effektive politiske værktøj—og at vi som samfund med god ret kan vælge at begrænse bankernes frie råderum. I det øjeblik vi vedtager at bankerne kun kan sende nye penge i omløb som etableringslån, og i øvrigt er henvist til at forrente og arbejde med de penge staten (gennem Nationalbanken) sender i omløb, er det kort og godt sådan det ér.
Det drejer sig dybest set om at indrette en økonomi, hvor værdi er noget vi skaber gennem reelt arbejde, og via sunde initiativer i fællesskabets interesse; ikke som gearet gældsætning, eller ren og skær spekulation.
Selvfølgelig skal vores pengeskabelse, der er så afgørende for vores samfundsudvikling og fordelingen af vores goder og ressourcer være underlagt politisk, parlamentarisk kontrol.
—og kald mig bare håbløs romantiker alt det du vil. Det er min klare holdning, at mange af os ville være væsentlig bedre tjent med at forblive små og selvstændige, hvis vi ellers kunne leve af at drive vores små bitte virksomheder, uden nødvendigvis at behøve at vækste som ind i helvede. Vi ville have en bedre og behageligere hverdag, og være hundrede gange mere in tune med naturen og samfundet omkring os.
Hvem vil ikke også hellere nyde en håndbrygget pilsner ved et gammelt bræddebord—et sted hvor værten rent faktisk kan mærkes og har noget i klemme—end bælle et industriprodukt, der kunne have været brygget hvorsomhelst i verden, og er lige så ligegyldigt som måden det bliver serveret?
Passionen betyder alt, og ingen burde have lov at leve, uden at blive givet en realistisk mulighed for at brænde igennem.
For mig er billige, bæredygtige (lære)penge i øvrigt ikke alene et progressivt, men også et borgerligt projekt, al den stund borgerlige i hjertet ønsker et samfund, hvor det er enhver forundt at tænke og agere frit; et samfund, hvor alle i videst mulig grad har de samme muligheder, de samme pligter, og nyder de samme privilegier.
Målet med en pengereform må populært formuleret være at give hver enkelt af os serveretten i vores eget liv, og rekalibrere økonomien, så værdierne ikke længere skabes på andres bekostning, men derimod med en fælles forpligtelse på fremtiden.
Kald det libertariansk marxisme, eller supplér de billige etableringslån med tårnhøje afgifter på fossile brændsler—som guderne skal vide at jeg gerne selv ser det—og kald det bæredygtigt, grønt. Den label vi sætter på er for så vidt underordnet, og sjældent éntydig alligevel. Det væsentlige i den her sammenhæng er at forudsætningen for at ændre fundamentalt på økonomien, er at ændre fundamentet for økonomien.
Det kan være krævende at kapere hvad penge egentlig ér, og få ind under huden hvor stort et mulighedsrum vi som velkonsolideret samfund med et suveræn, national valuta reelt har.
Jeg ser på det sådan her:
Penge der ikke partout skal forrentes, vil aldrig på samme måde som bankpengene trække tæppet væk under nogen. Alene det vil lette presset betragteligt på hver enkelt af os. I takt med at mange vil kunne nøjes med mindre, og at ting der hidtil har været rentable pludselig ikke længere vil kunne betale sig, vil også arbejdsbegrebet som sådan blive transformeret. Forhåbentlig vil det aldrig nogensinde igen blive muligt at svare sine samfundsmæssige forpligtelser med hverken nedarvede privilegier, eller kapitalgevinster skabt ud af den blå luft.
Ting, og gøremål, der i mange år har været henvist til hobbyafdelingen, vil til gengæld pludselig kunne bære et levebrød, og vi vil potentielt kunne se en helt ny bølge af iværksætteri, skaberlyst og virketrang folde sig ud.
Ligeså vigtigt som at højne andelen af bæredygtige penge—og vi tager den én gang til for prins Knud—er det at sikre lige og bred adgang til billige etableringslåb, der gør det nemt og mindre risikabelt at starte op i eget regi.
Det drejer sig dybest set om at indrette en økonomi, hvor værdi er noget vi skaber gennem reelt arbejde, og via sunde initiativer i fællesskabets interesse; ikke som gearet gældsætning, eller ren og skær spekulation. Endemålet er at gentænke lønarbejdet i bred forstand, så arbejde ikke længere er noget vi udfører i pengenes eller vores egen isolerede interesse, men noget vi grundlæggende engagerer os i for at skabe værdi for andre mennesker.
Midlet—de penge, vi giver til hinanden.
