At gå mod strømmen

Meget af det, jeg gør, er ikke efter bogen. Tværtimod.

Det er fantastisk at være selverhvervende og forfølge sin passion for at skabe kunst i bredeste forstand. Men hvis du ikke har den mindste interesse for forretningssiden af tingene, er det måske alligevel ikke det oplagte valg at drive selvstændig virksomhed . . . !

It is my clear conviction that if you can imagine how you ideally want to live and work—how your everyday life should take shape—you can also create an environment and a space of opportunity that can one day make that dream come true.

Ingen anbefaler dig at skabe en virksomhed, uden det mindste hensyn til hvad andre mennesker konkret efterspørger.

Ingen anbefaler (længere), at du bare sælger din egen tid: alle understreger vigtigheden af at finde et produkt eller en service, der kan generere en tidsuafhængig og helst skalerbar indkomst-strøm.

Ingen anbefaler, at du som selvstændig favner alle mulige discipliner; jo hurtigere du er i stand til at specialisere dig og skabe din egen snævre og definerede niche, desto bedre.

Hvis du har andre muligheder, anbefaler ingen dig faktisk en professionel karriere som kunstner.

For at nu at være klar i spyttet: Når du skal skabe en omsætning, der kan generere en løn til dig selv, og samtidig vælger at bruge størstedelen af dine arbejdstimer på personlige, ikke nødvendigvis kommercielle projekter, og på at forbedre dine færdigheder i forskellige kunstneriske discipliner, løber du før eller siden tør for penge.

Det siger sig selv.

Når jeg alligevel vælger at gøre præcis det som alle fraråder, er det dels i stædig trods, fordi jeg nægter at tro at det ikke skulle være muligt at skabe nogle levedygtige, alternative måder at gøre tingene på. (Hvis scenariet kan forestilles, kan det også blive til virkelighed). Dels fordi jeg ikke kan se mine døtre i øjnene og fortælle dem at de kan vælge at bane deres egen vej og karrierevej, hvis jeg ikke i det mindste selv giver det et ærligt og vedholdende skud.

Pokkers, om vi skulle bo i det her lille beskyttede smørhul af et land, og være så uendeligt rige og privilegerede, og så alligevel ikke turde gå mod strømmen for at forsøge at skabe præcis den fremtid, vi drømmer om.

Hvad skal vi egentlig overhovedet med vores veludviklede fantasi, hvis ikke vi vælger at aktivere den, og bringe os selv i spil?

Hvorfor lade abstrakta som penge og plejer, og dermed andre menneskers normer og forventninger lægge bånd på vores egne drømme?

Hvorfor ikke hylde det åbne mulighedsrum ved bare at kaste os hovedkulds ud i et vanvittigt forsøg? Lege?

Svært, ikke at blive inspireret i det her nabolag.

Jeg har ingen forventning om en dag at blive rig og berømt, men jeg har en forventning om, at jeg på langt sigt kan lykkes med at skabe et godt fundament for mit liv som samtidig, tværfaglig kunstner.

Det er min klare overbevisning at du, hvis du kan forestille dig, hvordan du ideelt set vil leve og arbejde—hvordan din hverdag skal forme sig—også er i stand til at skabe et miljø og et mulighedsrum, der en dag kan gøre drømmen til virkelighed.

Måske er i dag den dag, hvor du selv begynder at gå mod strømmen? Nogle af os er nødt til at bryde mønstre hvis verden skal forandres 💚🌍