Artist statement
Mine værker er til dig, der er på jagt efter det både ægte, eksklusive og rå; kunst, der skaber en følelse af forbundethed og tilføjer dit rum en ekstra dimension.
Jeg har altid været enormt fascineret af den måde naturen nedbryder og opløser alt menneskeskabt.
Ideelt set ville jeg lade mine malerier ligge på stranden i årevis–måske lejlighedsvis arbejde på dem–mens jeg langsomt så dem gå til i det barske kystklima, nedbrudt af sol, blæst, salt og sand.
Der er noget næsten zen-agtigt over det koncept; at give slip på det umiddelbare kunstneriske ego og lade naturen være medskaber på værket.
Hvert værk fungerer som et blidt memento mori, der minder os om at vores eksistens er flygtig: vi er, som alt andet, blot materie i bevægelse, underlagt tidens ubønhørlige gang.
Da både tid og penge selvfølgelig er en faktor, er jeg landet på en lidt mere praktisk model: at accelerere de naturlige processer med kemi, mekanik og håndelag.
Samtidig med at jeg maler og spartler og bygger fladerne og motiverne op, eksperimenterer jeg således med alle tilgængelige former for nedbrydning, slid og ælde.
I virkeligheden lige dele alkymist og kunstner.


Trin i processen med at skabe mine vejrbidte lærreder. Fotos af Brian Engblad, oddhunt.com.
Det jeg stræber efter er at igangsætte en transformationsproces, mere end at skabe et færdigt værk. Den indbyggede tilfældighed i mine processer tilfører autenticitet til værket, eftersom naturlig forvitring og oxidation aldrig er i nærheden af forudsigelig.
Værdien af min kunst ligger således i dens utilslørede råhed. Den taler til noget oprindeligt og elementært i den menneskelige erfaring og resonerer med selve livets fundamentale essens.



Jeg finder den måde, metaller nedbrydes i Vestkystens barske og salte klima ekstremt interessant.
Nok teori for nu. Hvis du stadig læser med, antager jeg at du finder min tilgang til tingene forfriskende, og at gerne vil følge med i hvad jeg laver og poster fremover.
Hvis du ikke allerede er tilmeldt, så overvej at skrive dig på min mailliste, hvor du får direkte besked når jeg udstiller eller har et nyt drop af værker i pipelinen. Jeg gør et nummer ud af at give dig baggrundsfortællingerne og de detaljer, du ikke finder andre steder.
Du er også altid velkommen i mit atelier på Æ Tysk'Havn i Hvide Sande.
